Forskeruddannelsen

En række forsknings- og udviklingsprojekter, der er med til at udvikle og løfte læring i folkeskolen og daginstitutioner.
Forskeruddannelsen er en række forsknings- og udviklingsprojekter i forbindelse med Læringsløft 2020. Uddannelsen er en langsigtet investering i kompetence- og vidensgrundlaget for folkeskolen og for læreruddannelsen.

Det er målet, at der uddannes 200 phd’ere over en 8-10-årig periode i projektet.  

Forskeruddannelsesprogram

Der etableres et særligt forskeruddannelsesprogram indenfor skole- og læreruddannelse.

I programmet beskrives relevante stipendier indenfor de fire indsatsområder i Læringsløft 2020

Højt fagligt niveau

Forskeruddannelsesprogrammet skal sikre et højt niveau igennem relevante kursusaktiviteter, seminarer og tilknytning af internationalt anerkendte gæsteprofessorer. Programmet skal understøtte dannelse af netværk mellem de tilknyttede ph.d.-studerende. Desuden skal det understøtte rekruttering af nye kandidater til ph.d.-studiet (Forberedelsesstipendier).

Læs om prækvalificering af ph.d. ansøgninger for 2016 

Forskerkompetencer ind på uddannelserne  

Ph.d.'erne i forskeruddannelsen skal indgå i forsknings- og udviklingsprojekter inden for de fire indsatsområder. For at sikre en sammenhæng imellem de forskellige områder, etableres der forskningsmiljøer på tværs af de deltagende institutioner. 

Det er meningen, at ph.d.’erne skal være en forskerkompetence på læreruddannelsen, der desuden skal fungere som et væsentligt bidrag til et kvalitetsløft af skolen og lærerprofessionen på længere sigt. 

Organisatorisk forankring

Forskeruddannelsen er etableret som et samarbejde mellem flere folkeskoler, de tre professionshøjskoler, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, samt relevante forskningsmiljøer i sektorforskningsinstitutioner og ved universiteterne. 

Organisatorisk etableres programmet som et nationalt forskeruddannelsesprogram forankret i DPU, Aarhus Universitet. Her vil det høre under Ph.d.–skolen på Kulturvidenskab, Aarhus Universitet og arbejde tæt sammen med DPU's forskeruddannelsesprogram i uddannelsesforskning.



Samarbejdspartnere - Læringsløft